Vi hadde eit kunstprosjekt for oss, ei palleløe skulle opp ein laurdag. Det var å by inn til dugnad. Lokke med mat og drikke. Og der kom folk og traktorar, drillar, økser og spett. Snikkarar av fag og villsnikkarar av best slag. Var det ei brennande interesse for kunst som dreiv dei. Nei, eg trur sant å seie ikkje det. Det var ei mengd andre ting som verka i hop: Kjennskap, venskap, ei teneste til gode her og ei der. Vil no hjelpe eller må no hjelpe. Kjekt at nokon bryr seg, moro å vere i lag. Det er mange tråar i samfunnsveven.
Du kan bla til neste sideBla med piltastene
Vi kan ikke endre fortida. Men må vi pynte oss med de verste eksessene?
Blodig historie
Feminist javisst
Tidlig i august leste jeg en hjerteskjærende, men samtidig oppløftende, artikkel i Bistandsaktuelt om kvinner som hadde fistula – en fødselssykdom som rundt to millioner av verdens kvinner lever med. Sykdommen oppstår etter langvarig press mot bekkenet. Presset fører til at vevet dør, en fistula – et hull – dannes og i flere tilfeller renner urin og avføring uten at en kan kontrollere det. Operasjonen som i dag gir livet tilbake til kvinner som lenge har levd i en tilstand preget av skam og uvisshet, har dessverre en blodig historie.